[vc_row][vc_column][vc_column_text]
Af Frederik Bakkerud
[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Hvert år får kun en lille håndfuld østeuropæiske film semi-bred eksponering i vestlige biografer. Det er lidt træls, for der bliver lavet ret mange ret originale, langt-over-jævne film.
Med krop og sjæl er et forunderligt kærlighedsportræt med et let strejf af magisk realisme situeret i et ungarnsk slagtehus. Endre, aldrende økonomichef på de hvide klinker, møder Mária, noget yngre og nyansat kvalitetsinspektør, og inden længe opdager de, at de begge har den samme drøm hver nat: som to forelskede hjorte går de igennem en øde, sneklædt skov, drikker lidt vand og lugter til hinanden fra tid til anden.
At fortælle om kærlighed med et slagtehus som bagtæppe lyder noget ejendommeligt, men det er faktisk virkeligt smukt. Det bliver på ingen måde patetisk endsige til vegetarpolitisk porno, når kameraet helt, helt mesterligt blotlægger denne ‘fabrik’, som det unægteligt er; mekanisk masseslagtning, blanke klinker og det kølige, friske blod fra en halshugget okse, og angsten i koens øjne, da den tvinges ind i noget, der ligner en guillotine (jeg er ikke velbevandret i slagtehuse). Filmen er til tider brutal, men bliver aldrig selvhøjtidelig – den gør sig ikke til dommer, men udstiller blot et billede for tilskuerens øjne, der ikke altid er behageligt.
[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner el_class=”facts” width=”1/4″][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Med krop og sjæl[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2017[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Ildikó Enyedi[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Ungarn[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]I sjælelig kontrast til det blodige urbane står drømmenes alt andet lige ret søde hjortescener med klove, løvfald og rindende vand. De driver lydløst omkring i sneen, på jagt efter blade at spise, og passer på hinanden med dyrenes fredsommelige, men urolige opmærksomhed. Foruden slagtehuse og vinterskove er der også andre fine billeder; hænder og urolige øjne; og metaforer, der aldrig bliver alt for tykke, altså patetiske, som det ellers kunne ske.
Enkelte forhold, der ingenlunde er ødelæggende, men som kan rokke ved filmens kandidatur til titlen som mesterværk (!), må dog være:
1) Mária som karakter, den hyperporøse unge kvinde, der givetvis er sat lidt på spidsen, hvad der som sådan er tilgiveligt i fiktioner, men hun er til tider skildret som en emo-friseret teenagepige – især overfor den noget ældre Endre, eller det forhold at hun endnu kommer hos den samme børnepsykolog, hvis klinik er stopfyldt med nuttede bamser. Jeg har ikke den faglige ballast til at fastslå hendes psykiske tilstand, men jeg kan forstå af pressematerialet, at hun i al fald er ‘grundig’ med ‘autistiske træk’.
2) Er det nok bare at kigge hinanden i øjnene og konstatere, at spinaten er god? Kærligheden imellem Endre og Mária savner lidt forankring udenfor drømmene, den er ikke ufattelig stærk i filmens ‘virkelighed’. Derimod er forelskelse, som et forhold præget af omskiftelige, polariserede følelser, portrætteret virkeligt fint: hvordan den ene part kan valse ulykkeligt rundt i uvished, mens den anden fortsætter sin lykkelige blomstring – uvidende om hinandens følelser.
3) Bliver hjortescenerne til ‘gimmicks’, undskyldninger for en kærlighed, der ikke er så stærk alligevel? Jeg er måske lidt dogmatisk anlagt i forhold til den slags magiske indgreb, men slagtehuset og kærligheden er alt andet lige stærkere end hjortenes strejfen omkring, som jeg, skønt deres isolerede kvalitet, tror filmen ville have været bedre foruden.
Med det sagt så er især filmens sidste femtedel uden videre et af de smukkeste øjeblikke på filmlærredet i den seneste tid.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer